Livskvalitet & Lavbundsjorde
Projekttype
Strategisk Planlægning, Grøn Trepart, Byrum & Borgerinddragelse
Lokation
Auning, Norddjurs Kommune
Areal
1.350 ha
År
2025
Arkitekt
Kandidatprojekt
Samarbejde
Sparringspartnere
Om projektet
Kandidatprojektet Livskvalitet & Lavbundsjorde er resultatet af et halvt års intensiv fordybelse i både strategisk og lokal by- og naturplanlægning.
Den grønne trepartsaftale har været et omdrejningspunkt i processen og vi har i samarbejde med Norddjurs Kommune illustreret en vision for fremtidens bæredygtige udvikling.
Vidensarbejdet er inddelt i 3 faser, der tager os fra den store strategiske skala, gennem den lokale kontekst og skaber forbindelser helt ned til bymidten:
1. Landskab & Ny natur
2. Forbindelser & Lokal kontekst
3. Bymidte & Kulturhus
Projektet har været udstillet på Arkitektskolen Aarhus, i Norddjurs Kommune og kan ses på Byplanmødet 2025 i Vejle.
Er du interesseret i at udstille projektet eller booke os til et oplæg i din kommune eller virksomhed?
Introduktion
Urbaniseringen og klimakrisen har fundamentalt ændret vores tilgang til byplanlægning. Både velfærden og uligheden vokser. “Landet” og “Byen” smelter i stigende grad mere sammen. Samtidig bliver “Naturen” i Danmark sværere at få øje på.
Hvordan revitaliserer vi byer i områder, der er blevet overset af urbaniseringen? Hvilke unikke kvaliteter og muligheder findes i landdistrikterne, som adskiller sig fra byerne? Kan bæredygtig byudvikling samtidig forbedre livskvaliteten i lokalsamfundene?
Med udgangspunkt i Auning har vi udviklet en bæredygtig byudviklingsstrategi, der kan anvendes i lignende byer på tværs af Danmarks landkommuner. Klimabevidste, infrastrukturelle og fællesskabsnærende tiltag skaber grobund for en højere livskvalitet. Omdannelse af bynære lavbundsjorde anvendes som et værktøj i planlægningen, der leder lokalsamfundet mod en grønnere, sundere og gladere fremtid.
Den nyligt indgåede grønne trepartsaftale integreres i projektet. Måske udgør landkommunerne ikke blot en planlægningsmæssig udfordring, men er samtidig en nøgleressource i Danmarks grønne omstilling?
Samfundet befinder sig i en polykrise, og projektet undersøger de mange potentielle synergieffekter der kan opstå, ved at samtænke tiltag på tværs af fagområder.
01 Landskab - Auning Naturpark
Auning Naturpark illustrerer drømmen om de mange kvaliteter der kan opstå, når vi sammenkobler nye og eksisterende økosystemer.
Omlægningen af lavbundsjorde har ikke blot potentialet til at reducere CO²-udledningen, men kan samtidig skabe biodiversitet og livskvalitet i de nærliggende områder.
Naturformidling, grøn infrastruktur og udendørs aktiviteter i de nye arealer er oplagte elementer der kan samtænkes i planlægningen af naturparken.
02 Forbind & Aktiver det Lokale
De stedbundne kvaliteter er essentielle for udviklingen i landdistrikterne. Ikke blot kvaliteterne ved det enkelte sted, men særligt også forbindelsen til lokalområdet, spiller en vigtig rolle i planlægningen.
Natur, kultur og by smelter sammen, og der skabes grønne forbindelser fra bymidte og helt ud i landskabet.
03 Byrum - Svanepladsen samler Auning
Mødesteder er nødvendige for at skabe et sundt og stærkt lokalsamfund med høj livskvalitet. Men hvad gør man når bymidten mangler?
Ved at omdanne den tomme plads ved busterminalen midt i Auning, indløses potentialet for at skabe et samlingspunkt – Svanepladsen og det nye Kulturhus!
En tilbygning til det eksisterende danner et nyt byrum, som både egner sig til små og store arrangementer. Busterminalen og handelsområdet forbindes med en lille gade og byens borgere inviteres indenfor.
Aktører & Samskabere
Designarbejdet er kvalificeret gennem tæt sparring med borgere og eksperter. Aktuel data og kritisk feedback har afdækket projektets blinde vinkler.
Mødet med lokale nøgleaktører har givet konkrete indsigter i drømme og bekymringer, som direkte har formet projektet. Den brede repræsentation fra børn og voksne til kommune og kulturaktører har tilført værdifulde perspektiver.















































